1,8 meter over havets overflade er i Altes Land temmelig højt! Mange af de andre plantage områder ligger helt ned til 2,5 meter lavere. Efter istiden og den efterfølgende stigning af havoverfladen for omkring 8.000 år siden, blev kanterne af den gamle Elbedal dækket i lag af mudder, ler og silt. Denne blanding er stadig grundlag for den frugtbare marskjord og dens høje indhold af næringsstoffer.
Da dette land lå ubeskyttet på kanten af floden, blev det derfor regelmæssigt oversvømmet, hvilket truede livet og ejendelene af de mennesker, der havde bosat sig der.
Omkring 1140 e.Kr. kom hollandske nybyggere og begyndte at bygge diger ved Elbens flodbred og dens bifloder. Digerne havde til formål at stoppe de gentagne oversvømmelser. Samtidig blev et tæt net af grøfter og kanaler gravet, for at lede vandet om bag digerne og dirigere det ud i Elben. Dette netværk af grøfter blev udvidet og vedligeholdt gennem flere århundreder. Dette grøft-system er stadig synligt fra luften og karakteriserer landskabets struktur og dermed også strukturen af frugtplantagerne.
